
Aktiv ferie
Med bådene og havet som øvelsesplads, kan vi tilbyde dig et program, der tillige med en seriøs og intensiv undervisningen, er en aktiv ferie, hvor også et veltillavet måltid mad, kan være centrum for det hyggelige fællesskab ombord efter en oplevelsesrig dag til søs.
Sikkerhed og kvalitet
Vi føler et stort ansvar for at styrke sikkerheden til søs og højne kvaliteten af uddannelserne for fritidssejlere på alle niveauer, hvad enten det drejer sig om Duelighedsprøver, sejlads med speedbåde og uddannelse til yachtskipper.
Indholdet i uddannelserne samt både og udstyr er godkendt af Søfartsstyrelsen.
Bo ombord
Et af de elementer som gør en uge på Svendborg Sejlerskole til en særlig oplevelse er, at man bor på skibene. Vi har både lokaler og bådene placeret i den dejligste del af Svendborg havn ved Ærøfærgen og Maritim Centers bro med udsigt over Svendborgsund og de gamle træskibe.
Der er indkvartering på vore moderne tursejlere - en 41 fods samt en 35 fods Beneteau sejlbåde - med henholdsvis fire og tre kahytter og rummelig salon med plads til alle aktiviteter.
Der er endvidere mulighed for at deltage på Sejlerskolens kurser og "bo i land". Vi kan anbefale Hotel Ærø, som er nærmeste nabo med fælles hyggelig gård.
Et maritimt miljø
Vi er selv undervisere på kurserne, engagerede og erfarne sejlere med den indstilling at fritidssejlads skal være en fornøjelig affære.
Det er det vores intention at gøre undervisningen engagerende og nærværende for den enkelte, og skabe et inspirerende samvær om vores fælles interesse for at være på vandet.
Netop mødet med andre interesserede sejlere er med til at gøre et ophold på sejlerskolen til en sjov og lærerig uge.
Deltagere på Sejlerskolen
Vore deltagere er både nybegyndere og mere erfarne sejlere. Der er nogenlunde lige fordeling mellem kønnene og deltagere som kommer alene eller som par. Også aldersfordelingen spænder vidt - den største gruppe mellem 30 og 60 år.
Vi har den glæde at have mange kvindelige deltagere, og med Ann som underviser og skipper på den ene af bådene, deltager pigerne i al arbejdet ombord uden overdreven galanteri fra mændenes side.
Uden mad og drikke . . . .
Mange vil huske opholdet på sejlerskolen for den gode mad og et godt glas vin kan også høre med til et hyggeligt ophold.
Hver enkelt deltager betaler 350 kr. til en fælles kostkasse som dækker morgenmad, frokost og aftensmad.
Vi holder normalt en ugentlig friaften hvor man kan komme lidt fra borde, og gå ud at spise på en af byens hyggelige restauranter.
Maden laver vi ombord og vore gæster deltager i de praktiske opgaver efter lyst, gastronomiske evner og håndelag.
Menuen på et af kurserne i juni var eksempelvis:
- Mandag: Melon med lufttørret seranoskinke - Fiskefrikadeller med friske grøntsager
- Tirsdag: Rejer i hvidløg - Kalvespidsbryst med peberrod og grøntsager
- Onsdag: Panduro's lasagne - Nyplukkede jordbær
- Torsdag: Friskpillede fjordrejer og Stegte ål på Birkholm (friskfanget af fiskerne på Birkholm)
- Fredag: Avocado med rejer - Stegt fasan og moseand med vildtsovs
Vi er glade for at synge og spille og vi vil gerne opfordre vore gæster til at medbringe instrumenter.
Vi er ikke indstillet på at indføre rygeforbud på sejlerskolen og med almindelig hensyntagen og megen udendørsliv, plejer det ikke at volde problemer.
Eksamen
Eksamen er som bekendt den flittiges festdag og afholdes den sidste dag på kurset.